Da tar vi en gammel bergensvise...

[Mamsen og lillegutt]

Brann sin "nasjonalsang":

 

Jeg tog min nystemte Cithar ihænde,

Sorgen forgik meg paa Ulrikens topp;

tænkte paa Bauner om de skulde brænde

og byde Mandskap mod fienden opp;

følede Freden, blev glad i min Ånd

og grep til min Cithar med legende Haand.

 

Værdige gamle graaskaldede Bjerge,

I, som omringe min Fædrene-Bye,

I, som saa mangen en Torden afværge,

og sønderbryde electriske Skye!

Yndig er Dalen, I hegne mig ind,

og Foraar og Dalen opplive mit Sind.

 

Herfra fortryllede Syner jeg skuer,

Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,

Nyegaards Alleens løvkronede Buer,

derunder prydede Skiønne at gaae,

deromkring Markens dens festlige Dragt,

der Guld i det Grønne den blomstrende Pragt!

 

Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,

Kongeborg fordum og brugbar til Strid,

Skiøn af Naturen, og fortrin vil trette

med selve Nyegaard, som prunker med Flid,

der løb fra Svartedig skummende Aae,

der saae jeg Møllehjul flittig at gaae.

 

Bedre frem Bergen, det Handelens Sæde,

strækkende Arme om seilbare Vaag.

Derhen høikarmede Jækter med Glede

rustes hver Sommer til dobbelte Tog;

derfra gaae skibe saa vide om land;

der kjøber, der selger, der handler hver Mand.

 

Der seer jeg Skoven af Masterne høie,

handlende Stuers Bredvaiende Flag;

Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,

flittig at hæve. - Tangenternes Slag

paa dette Handels-Claveer gav Musik,

og Vare af Skuderne dansende gik.

 

Nu tog jeg Vand af den springende Kilde,

hvorudaf Oldtidens Kæmpeslægt drak.

Naar de lykønske sit Fødeland vilde,

Sverdet af Skeden tillige de trak,

Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,

den Niding, som Sverd imod Fødeland drog.

 

Freden, o! Bergen! din rede beskirme,

Sommeren krone hver Ager med Brød!

Ilden og Sverdet dig aldrig fornærme,

Havet dig aabne sit frugtbare Skiød!

Da mellem Biergene syv skal du staae,

naar nybaget Kjøbstad i Luften maa gaae.

 

Jeg drak den Skaal som mig Ulriken skjænkte;

drikker den samme I som have Viin.

Hver som opriktig mod Fødeby tænkte,

lad denne munterheds Skaal være sin.

Held for vort Bergen, vort fødelands Held

Giv alting maa blomstre fra Fjære til Fjeld.