Trist som faen:( Er det skadelig for babyen i magen??

[Anonym bruker]

Etter en rekke hendelser de siste 2 måneder og sist men ikke minst at min høyt elskede hund antageligvis må avlives over helga så begynner det virkelig å toppe seg. Jeg kan ikke huske å ikke ha strigrått en dag av de siste 2 måneder, gråter så jeg må sette meg ned på gulvet for får ikke puste. Dette med hunden min knuser meg helt, og i magen er det roligere og med vonde kramper nederst:(

Er det skadelig for babyen at jeg er så mye lei meg og stresser så fælt? Har lyst å ta en tur på føden bare for å sjekke at alt er ok, men de vil vel kanskje ikke ha meg inn hvis det ikke er noe prekært?

Det virker som alt har gått i mot oss det siste året, og nå er jeg også redd for at lillegutt i magen skal bli skadet pga av dette.

Desverre har jeg ikke kunnet glede meg over å snart vente en liten gutt på lenge, er bare helt oppslukt av sorg og alt det triste som skjer.

Jeg skal på kontroll hos lege neste fredag og da skal jeg høre litt med han hva jeg kan gjøre. Det å ikke stresse eller tenke på det vonde er jo ikke noe man klarer å styre...

Har dere noen tips eller er det noen som føler seg i samme situasjon?

I dag skal jeg prøve å legge meg ned å kjenne etter lillegutts spark, mannen min skal få ordne opp i alt som ligger å slenger rundt her!

[Samanta Fox]

Jeg lurer på det samme selv i dag, for jeg har grått eller hvert sint hver eneste dag siden før jul. Jeg merker på babyen at den skvetter ved sinne, den har det nok heller ikke bra når jeg bare gråter. Ikke datteren min heller som sier hun blir så lei seg når hun ser meg med rødsprengte øyne. Samboeren min trekker seg unna og sier han er skuffet over å ikke å få oppleve glansbilde-svangerskapet han ser på film. Jeg sier at det er kanskje litt urealistisk ettersom jeg har en datter fra før og har slitt med fødselsdepresjoner siden sist gang. Men nå var det ikke meg det gjalt.....

 

Jeg ville bare fortelle at jeg vet hvordan det er, denne forferdelige følelsen man har når man strigråter på gulvet og ikke får puste. Jeg føler ihvertfall en enorm hjelpeløshet eller håpløshet. Jeg får ikke puste for jeg finner ingen løsning på mine eller våre problemer og her er all denne byrden lagt på meg.

 

For meg finnes det hjelp langt der framme, jeg er henvist til et spesialteam for svangerskap og fødselsdepresjoner og jeg får time der før fødsel. Jeg vurderer også sterkt antidepresiva for å rett og slett slippe å ha det sånn og at familien slipper å oppleve meg sånn ettersom de forventer at jeg bare skal takle alt. Føler jeg kommer til å føde for tidlig om dette fortsetter på samme vis fremover.

 

Lykke til med dine følelser og det beste tipset er nok å ta det opp med lege eller jordmor så fort det lar seg gjøre. Babyen har det best når mor har det best, bruker jordmor å si til meg.

[Anonym bruker]

synd og høre dette damer.. ikke morsomt for noen av dere.. hadde selv mnd hvor jeg også la meg ned,og alt bare rant over for meg.. Men er som samanta fox sier, barnet deres har det best når dere har det bra.. jeg var på ul for en uke siden, da sa han mannen at om jeg er stressa/sinna blir barnet det samme.. prøv som du sa, og legg deg ned (gjerne i badekar om du har det) og slapp heeelt av.. det trenger dere begge...

[susanne og gustav]

Ja puuha trist læsning damer! Jeg tror det er vigtigt at prøve at tænke på hvordan du (anonym) løser situationen/eller står bedst mulig i denne triste situation! Der findes jo ingen hurtig kur imod tristhed eller depression. Det er jo godt at du "anonym" tænker på babyen i maven, måske gør det det lettere for dig at komme ud af situationen idet du tænker mere på en anden end dig selv.

 

Som Samantha Fox siger så er nok det bedste du kan gøre for dit barn at snakke m nogen om din tristhed. Evt at komme ind i et oplæg. Psykolog, gestaltterapeut eller ligende måske???? I stedet at fokusere på hvad der sker m baby i maven nu, fordi du er lei dig, kan du jo fokusere på hvordan du gør jeres fælles fremtid stabil og sikker??? Bare nogen tanker altså. Jeg tænker ligesom at : Det bedste du kan gøre for dit barn er jo nok at være en "almindelig; glad, nogen gange trist" mor i hele barnets opvekst, selvom de første 9 mdr nok har betydning så er resten af livet nok vigtigere og da særlig de første leveårene.... Det mener i hvert fald psykologer.

 

Jeg ønsker dig virkelig held og lykke og håber du står igennem stormen og kommer stærkere igennem den.

MVH Susanne

[susanne og gustav]

Ja puuha trist læsning damer! Jeg tror det er vigtigt at prøve at tænke på hvordan du (anonym) løser situationen/eller står bedst mulig i denne triste situation! Der findes jo ingen hurtig kur imod tristhed eller depression. Det er jo godt at du "anonym" tænker på babyen i maven, måske gør det det lettere for dig at komme ud af situationen idet du tænker mere på en anden end dig selv.

 

Som Samantha Fox siger så er nok det bedste du kan gøre for dit barn at snakke m nogen om din tristhed. Evt at komme ind i et oplæg. Psykolog, gestaltterapeut eller ligende måske???? I stedet at fokusere på hvad der sker m baby i maven nu, fordi du er lei dig, kan du jo fokusere på hvordan du gør jeres fælles fremtid stabil og sikker??? Bare nogen tanker altså. Jeg tænker ligesom at : Det bedste du kan gøre for dit barn er jo nok at være en "almindelig; glad, nogen gange trist" mor i hele barnets opvekst, selvom de første 9 mdr nok har betydning så er resten af livet nok vigtigere og da særlig de første leveårene.... Det mener i hvert fald psykologer.

 

Jeg ønsker dig virkelig held og lykke og håber du står igennem stormen og kommer stærkere igennem den.

[Samanta Fox]

Takk for omtanken! Jeg og samboer snakket ut med jordmor i dag og forhåpentligvis greier hun å få oss raskere inn til spebarnsteamet, som det heter. Jeg skal også snakke med legen om antidepressiva ved neste kontroll om to uker. Jeg har aldri tatt dette før og aldri ville ha tatt det heller, men jordmor mente det kanskej var det beste for alle en stund. Det føles litt nederlag ut, men men. Jeg har også bedt foreldrene mine om avlastning for min datter fom i dag, ikke hele tiden frem tid fødsel, men nå og da for å komme meg ovenpå igjen og for at jeg og samboer skal få litt tid til å bli foreldre sammen, for han er det jo første gangen.

 

Jeg savner å være glad og sprudlende, håper fødselen bilr et vendepunkt, selv om det desverre ofte er motsatt.