forløb

[Gjest]

Hej jeg fødte i december på SØF. Det var en overvejende god oplevelse bortset fra at jeg måtte ligge alene i lang tid på opvågningsafdeling bagefter et akut kejsersnit, uden barn og mand. Jeg har det stadig dårligt med kejsersnittet og tror det ville have hjulpet at få barnet op på maven med det samme, se moderkage og navlestreng, og især være sammen med min familie.

 

Under fødslen fik jeg indsat elektroder på barnets hoved. Det skal man altså heller ikke finde sig i med mindre det er livsnødvendigt. Det gjorde mere ondt end samtlige rier, måske fordi jeg ikke var ret åben (2 cm), og jeg tror at det at jeg fik elektroder op, og vandet dermed gik, måske kan have medført den infektion, jeg fik nogle timer senere (og som gjorde kejsersnittet nødvendig).

 

Jeg ville ikke have troet det, men her bagefter er jeg ked af at jeg ikke udholdt veerne i 14 timer mere, og så fik født normalt, eller i det mindste prøvet på det. Jge føler mig personligt "uforløst" og tænker på at blive gravid hurtigt igen for endelig at få min sjæl med mig igen. Så hold ud, så vidt I kan. I vil være glade for det senere.

 

Her er forløbet med klokkeslet:

 

Torsdag den 1. december, fire dage over terminen, skiftede udflåden karakter og blev klar og med ”tråde”. Næste aften skiftede udflåden igen karakter. Der blev ved med at komme små portioner vand, så lørdag eftermiddag ringede vi til hospitalet. De bad os komme og få det tjekket. Det var fostervand, jeg var 1,5 cm åben, og de målte kontraktioner af livmoderen. Da de sagde det, kunne jeg mærke nogle små spændinger med minutters mellemrum. Jeg fik en stue på fødegangen fordi de mente at jeg ville føde den nat, og hvis ikke, skulle jeg sættes i gang næste morgen, fordi det allerede var et døgn siden at vandet var gået. Vi gik hjem og pakkede det sidste, gik på restaurant og spiste julemad. Sidst på aftenen tog vi på hospitalet igen, lagde os i sengen og så film.

 

kl 00: Fra midnat begyndte veerne at blive smertefulde. Fra to-tre tiden begyndte jeg at skrige alt hvad jeg kunne for hver ve. Det var skønt at høre sin stemme og det afledte opmærksomheden fra veen, men både jordmor og kæreste skældte ud på mig og påstod at jeg brugte energien forkert.

 

kl 04: Jeg fik iltmaske. Veerne kom hver tredje minut som i starten, og varede et minut. Det fortsatte de med i alle fjorten timer. Det eneste der ændrede sig, var intensiteten af smerten. Smerte er ikke det rigtige ord, det er en tilstand, der er så altomfattende, at man ikke sanser andet imens. I princippet var jeg jo i den del af åbningsfasen hvor bøgerne opfordrer én til at gå rundt og afprøve forskellige stillinger. Det var umuligt, jeg lå som et torturoffer og ventede på det næste elektriske stød. Jeg kom netop så meget til mig selv mellem veerne at jeg kunne nå at frygte den næste, der begyndte med at mine ben rystede. Henrik kunne se veen komme, før jeg mærkede den, og gav mig iltmasken for tidligt og tog den for tidligt væk. Jeg havde lært det rigtige åndedræt på forhånd, men det var umuligt at fokusere på noget så ukonkret som luft, for smerten var så meget stærkere. Iltmasken tvang mig til at trække vejret mere disciplineret, og efterhånden fik jeg skabt et mentalt billede: Jeg så smerten som en stor blå mur, jeg spænede hen imod med åben mund, åd den og pustede den ud som støv bagefter, igen og igen. Jordmoderen undersøgte mig løbende og kl halvfem sendte hun mig ned til en anden afdeling til øget overvågning, eventuel epidural, og begyndende igangsættelse.

 

kl 06: Nye jordmødre og læger kom med mellemrum og præsenterede sig. Jeg kunne nogenlunde følge forløbet i det smertefri minut før en ny ve begyndte. Efterhånden lå jeg med iltmasken hele tiden. Den gav mig ikke nogen mærkbar rus, bortset fra at jeg var lidt svimmel da jeg blev tvunget på toilettet ved syvtiden om morgenen. Jeg kunne ikke tisse, men kastede middagen op igen. Ve-droppet fik barnets hjertelyd til at falde, så jeg fik kun et minimum. Jeg havde udvidet mig til 2,5 cm. Jeg havde bedt om epidural, fordi jeg havde brug for en pause fra smerter. der ikke førte nogen steder hen, men det var for tidligt. Jeg begyndte at opgive at komme til at føde normalt.

 

kl 08: Senere fik jeg at vide at den jordmoder, der gik ved ottetiden, var nået til samme konklusion, men uheldigvis kom der en ny jordmoder med friske kræfter. De håbede hele vejen at jeg bare havde brug for et lille skub til at sætte fart på fødslen. Ved ottetiden havde jeg en let feber og der blev sat elektroder på barnets hoved. Det var det mest smertefulde øjeblik overhovedet. En kæmpe flom skyllede ud på én gang. Nu spørger jeg mig om det kunne have sat skub på - eller om det forårsagede infektionen senere. De tog en blodprøve, der ikke viste tegn på infektion. Jeg fik panodil for feberen, en akupunktur-nål i panden og skulle ligge på en sacco-sæk, hvad der var hårdt, fordi jeg ikke havde kræfter til at holde mig fast. De prøvede andre slags ve-drop, men uden effekt; time efter time gik med helt ens, lige lange veer som gjorde mig mere og mere slatten. Barnets hoved lå uheldigt – bagoverbøjet og ikke ind mod brystet. Lægen begyndte at tale om kejsersnit ved 10-tiden.

 

kl 14: Ved totiden om eftermiddagen havde jeg udvidet mig til 4 cm i alt. De tog endnu en blodprøve. Den viste tegn på infektion. Lægen sagde at nu blev det kejsersnit. Jeg nikkede taknemmeligt. Turen til operationsstuen uden iltmaske var skrækkelig. Men det var skønt at få bedøvelsen og mærke underkroppen blive tung og varm. Det regnede det meste af ugen, men netop nu sneede det blidt udenfor, og det var endnu lyst. Jeg hyggesnakkede med Henrik mens de skar i mig og snart lød der en sagte gråd. De bar en fedtet og blodig lille krop væk, jeg nåede kun at se at hun havde en smule mørkt hår. Da hun var blevet vasket og fundet i perfekt stand, kom hun ind til mig igen og blev mast op i mit ansigt. Hendes ansigt var bredt og lidt udflydende. Hendes øjne smalle spalter, og hun bevægede hænderne i slow motion. Hun så ikke ud som jeg havde troet, uden at jeg vidste præcis hvad jeg troede. Jeg græd af lettelse, glæde og udmattelse. Bagefter lå jeg i flere timer alene, mens Henrik og Dagmar sad på en anden afdeling, og heller ikke forstod hvorfor.

 

kl 20: Vi skulle begge efterbehandles med antibiotika og hun fik en blodtransfusion, fordi hun havde lav blodprocent, samt modermælk for at give hende kræfter. Hun lå på en anden afdeling, men kom på besøg samme aften. Pludselig fik jeg voldsomme veer igen. Der kom en stor skylle blod for hver ve, og jordmoderen sagde at der sad en klump levret blod i min livmoder og jeg skulle i narkose og have den opereret ud. Heldigvis kom en stor portion pludselig ud af sig selv, og så slog jordmoderen en knytnæve ned i min livmoder for at få resten ud. Det var ligeså smertefuldt som at få sat elektroder på barnets hoved og jeg hylede i vilden sky. Der røg næsten to liter blod.

 

kl 24: Vi sov igen, for mit vedkommende efter næsten to døgn uden søvn.