Min historie om min søn Lucas (lang)

[Mor til engelen Lucas *4pp*]

Graviditeten, fødselen og begravelsen

 

Martin og jeg var netop kommet hjem fra GM påsken 2007. Jeg havde ventet på min menstruation i ca. 2 uger, og ville nu tage en graviditetstest. Den var tydelig positiv! Jeg blev så stum af lykke, over at vide at der vokset et lille liv inden i mig. Et højtønsket lille liv.

Jeg ringede og fik tid til lægen i uge 8. Den 30. maj var jeg til lægen første gang, der blev jeg vejet, fik taget blodprøver, målt blodtryk og udfyldt helsekort for gravide. Alting så fint ud så langt, men nu var der ventetiden til jeg havde passeret 12. uge. Jeg var bekymret for at miste det lille liv inden i mig, og der var en dag der jeg havde lidt brunligt udflåd, men dette var helt normalt.

Jeg følte endnu ikke faren for at abortere var helt ovre før jeg havde passeret den 16. uge. Den 8. juni var Martin og jeg så til 2. kontrol, der fik vi hørt det lille hjerte som slog, vi blev meget glade begge to. Tiden gik heldigvis stærk, for nu var det sommerferie, og vi skulle hjem og besøge vores forældre. For første gang i hele svangerskabet var jeg sikker på at det var det lille liv jeg kunne mærke rundt uge 15-16, og på 3. kontrol hos en jordemor i Grønland, da så alt fint ud i uge 16. Jeg følte nu at jeg kunne slappe af fremover, men nu var jeg spændt på hvad ultralyd undersøgelsen ville vise. Og den 6. juli fik vi set vores lille barn, barnet så perfekt ud.

Vi rejste videre til Danmark, og der havde jeg en ny ultralyd time, for jeg ville så gerne se at alt så godt ud og om det var en lille dreng eller pige. Den 24. juli havde jeg time i Viborg, min mor var med. Og inde i maven så vi en meget fin lille dreng, og alt så perfekt ud.

Vi rejste hjem til Norge, der Martin og jeg nu skulle til at flytte over i en lejlighed som var specielt egnet for studenter med børn. Vi var på vores 3. ultralydundersøgelse d. 3. aug. Her så igen alting fint ud og det var en lille dreng kunne lægen forsikre os om. Da jeg kom i min 23. uge kom jeg til kontrol hos lægen igen, endnu en gang så alt fint ud.

På min 3. ultralydundersøgelse blev jeg spurgt om jeg ville være med som frivillig forsøgsperson til nogen jordemorstudenter. Den var jeg på d. 10. sept. og alt så ellers ud til at være fint helt indtil jordemoderen som var med under undersøgelsen sagde jeg lige måtte blive et par minutter til. Hun fortalte mig at jeg havde en mild form af ”for meget fostervand” i maven, og jeg måtte blive holdt ekstra godt øje med, jeg skulle få en time igen om 2 uger. Jeg knækkede helt sammen, jeg blev så bange for at der var noget galt med vores barn. Men jeg blev hurtigt beroliget af familie og venner. Jeg kom til lægen næste dag, og på alle hans prøver så alt fint ud og mandagen efter tog jeg en glukosebelastningstest, og den så fin ud.

2 uger senere kom jeg til ultralyd igen, her konstaterede jordemoderen at jeg havde fået lidt mere fostervand i maven, og hun målte længden på min livmoderhals, den var helt normal, ikke noget tegn fødsel endnu i min 29. uge. Hun ville have at jeg skulle være opmærksom på at mine plukveer ikke måtte blive for kraftige, for så måtte jeg komme ned på sygehuset. Hun sygemeldte mig også, det var meget vigtigt at jeg tog det med ro og ikke stressede den sidste del af svangerskabet for at undgå for tidlig fødsel. Jeg fik en ny time til ultralyd 2 uger senere.

Tirsdag d. 9. okt. var sidste gang jeg så min lille søn i live i min mave. Der var intet som tydet på at der var noget galt, vi så på ansigtet, og der lå han og blinkede med øjnene til os, og vi fik det sidste billede med af ham. Fostervandet var ved at normalisere sig, så Martin og jeg var meget glade og lykkelige den dag, vi kunne ånde lettet op og nyde den sidste del af svangerskabet. Onsdag d. 10. okt. var jeg hos min læge til en almindelig kontrol, alt så fint ud og hjertelyden var helt normal. Torsdag morgen var sidste gang jeg mærket min lille søn bevæge sig i maven og det blev så stille derinde. Jeg begyndte først at tænke på at han ikke havde bevæget sig som han plejede længere ud på dagen, men det var først næste dag jeg begyndte at blive rigtig bekymret. Fredag aften bestemte jeg mig for at tage et karbad og mærke ordentlig efter Lucas, så ville jeg tage ned på sygehuset om han endnu ikke havde bevæget sig eller sparket. Mens jeg lå i vandet, synes jeg ellers at jeg mærket 2-3 små spark, men de kom lige efter hinanden, også var der ikke mere. Men jeg blev naturligvis overlykkelig over at have mærket ham og jeg lagde bekymringerne væk. I eftertid tror jeg at disse spark har været indbildning, fordi jeg ønsket så højt at han skulle bevæge sig og give mig et signal om at han havde det godt.

Da jeg stod op lørdag morgen efter en nat uden spark bestemte jeg mig for at ringe til sygehuset, og der kom jeg ned om formiddagen kl. 10. Martin var ikke med, for jeg havde ikke regnet med at der var noget galt, jeg ville bare forsikre mig om at Lucas havde det godt. Da jeg sad og ventet mærket jeg at jeg blev urolig. En jordemoderen tog mig med ind i et undersøgelsesrum og begyndte at lede med doptonen efter hjertelyden, hun ledte og ledte, men fandt bare min puls hver gang. Jeg blev endda mere urolig og hun tilkaldte en anden jordemor som også ledte lidt, men de fandt den ikke. Jeg tænkte hele tiden at de nu skulle til at få tændt ultralydapparatet, så jeg selv kunne se hjertet slå. To læger kom ind i rummet, apparatet blev tændt og de bevæget den over maven. Jeg så hurtigt at der lå Lucas med ryggen vendt mod os, men der var ikke noget aktivitet at se overhovedet. Jeg forstod hurtigt at det værste var ved at blive realitet og lægen sagde at her var der ikke liv længere. Jeg forstod ikke at det var rigtigt, det var så uvirkeligt, jeg havde sådan lyst til at knibe mig selv i armen og vågne op fra denne onde drøm, men det var ikke en drøm, det var virkelighed. Jordemoderen bad mig kontakte Martin og han kom ned med det samme. Jeg fortalte ham ikke at Lucas var død, men han forstod det hurtigt da jeg lå der på briksen og græd. Fødselen skulle sættes i gang samme dag.

Vi tog først hjem og snakket om det hele, fortalte til familie hvad som var sket og hvad som nu skulle ske. Vi tog ned på sygehuset igen kl. 15, og der fik jeg de første stikpiller sat op. Jeg skulle ligge i en time og lade dem opløse sig, derefter kunne vi gå. Vi tog efter et par timer ind til byen og spiste lidt og gik en lang tur. Vi kom tilbage til sygehuset ved 20-tiden, og jeg fik sat en pille op igen. Kl. 22 da vi var på vej hjem begyndte de første plukveer at blive kraftigere, men de var ikke regelmæssige. Vi gik i seng kl. 24, og da var veerne begyndt, men jeg kunne sove mellem dem, så jeg ville vente lidt. En time efter begyndte veerne at gøre ondt, og vi målte tiden mellem dem, de varede 30 sek. med 1½ minuts mellemrum. Vi ringede efter en taxa, og gjorde os klar.

Kl. 2 var vi nede på sygehuset, og jeg fik to tabletter for at tage smerterne, men de hjalp overhovedet ikke. Jordemor Tone tjekket min åbning kl. 2.30, jeg havde åbnet mig én cm. Men veerne kom ofte nu ca. hvert minut, så hun bestilte en epidural til mig, den kom efter ca. 10 minutter. Anestesilægen bedøvet mig først lidt i området der den skulle sidde, før han satte en stor nål ind i min ryg, auv hvor gjorde det ondt. Men det var det værd, for jeg følte at jeg kom i himmelen og jeg faldt hurtig i søvn efter 10-15 min. Efter en times søvn ca. kl. 4 vågnet jeg, veerne begyndte at blive kraftigere. Tone kom ind og skruet ned for bedøvelsen til epiduralen, efter ca. en halv time til en time begyndte jeg at få pressetrang, hun tjekket min åbning, og jeg havde fuld åbning nu. Jeg fik besked om at presse hvis jeg fik lyst til det. Jeg følte der var en kæmpe bold inden i mig som var på vej ud, og det presset meget nedover. Tone tog vandet og det lettet meget på presset. Jeg følte hele tiden jeg skulle på toilettet, og Tone sagde det var barnet som var på vej nedover i bækkenet, som gav mig den følelse.

Kl. 6.20 blev Lucas født, han blev lagt ned for enden af sengen indtil jeg var klar til at få ham op til mig. Jeg så hans livløse krop, og jeg fik lyst til at se ham. Jeg havde ellers haft grusomme tanker om hvordan han ville se ud, men han så jo ud som enhver anden nyfødt baby. Så efter Tone havde prøvet lidt med akupunktur og ve-fremkaldende medicin for at få moderkagen ud, ville jeg have min søn op til mig. Jeg tog forsigtigt hele tæppet af ham, og han var jo så fin, helt perfekt. Han var stadig varm at røre ved og han var stor, jeg troede ikke han ville være så stor. Han var helt nydelig, ti fingre, ti tæer og det hele var der. Jeg blev så stolt over ham.

Mens Martin og jeg sad og nød synet af ham kom der pludselig en masse læger og andre jordemødre ind på fødestuen. Moderkagen kom ikke ud, de tog lille Lucas fra mig og sagde at vi måtte gøre en ekstra indsats for at få moderkagen ud, for den sad fast inde i livmoderen endnu. Jeg fik lattergas, mens lægen intens prøvede på at få fat i kantet af moderkagen, så hun kunne rive den løs, men hun fik bare stumper løs. Hun sagde at hvis de ikke fik den ud, så måtte de få den ud under narkose. Men Martin ville være helt alene hvis jeg kom i narkose tænkte jeg, og besluttede mig for at jeg ikke ville det. Men nej, jeg mistede hurtigt for meget blod og alting skulle pludselig gå så stærkt. Jeg blev kørt ned på operationsstuen. Inden vi kom ind på operationsstuen mødte jeg personalet som skulle være med under operationen. En sygeplejerske spurgte glad om det blev en dreng eller en pige, jeg blev ked af det, vendte mit ansigt mod Martin. Hun forstod hurtigt at dette ikke var en lykkelig fødsel, som de allerfleste oplevede. Så skulle jeg ind på operationsstuen, jeg havde øjenkontakt med Martin hele vejen ind, han kunne ikke være med. Jeg krøb selv over på bordet fra sengen, fik sat en masse nåle og sensorer på kroppen. Så fik jeg narkosen og jeg sov med samme.

Da jeg vågnede op igen så jeg først Martin og et ur bag ham. Klokken var 10.30. Jeg faldt i søvn igen, og vågnede lidt igen hele tiden frem til kl. 12. Jeg var sulten og tørstig, men jeg måtte ikke få noget at spise, fik kun en lille svamp som var gennemblødt med vand. Jeg blev hentet af jordemødre fra fødestuen igen, og blev kørt ind på et rum i barselsafdelingen. Senere fik vi lidt mad, men jeg kastede op igen, jeg var blevet dårlig efter narkosen. Det gjorde så ondt i halsen og rundt i armene efter jeg havde haft en masse slanger og nåle i mig. Jordemor Hilde Mo havde taget billeder af os med Lucas efter fødselen, hun havde også taget billeder af ham alene, og taget fod- og håndaftryk. Hun havde lavet en lille mindebog til os, og vi blev så taknemlige.

Om aftenen ville vi se vores søn. De kom ind med ham i en babyseng, han var dækket til af et tæppe. Vi tog ham op af babysengen, og holdt ham skiftevis. Vi tog en masse fine billeder af ham. Jeg ville ikke gå glip af noget, eller fortryde noget jeg ikke gjorde senere, og da jeg sad der med ham, begyndte jeg at vugge ham fra side til side. Det føltes så naturligt, og jeg fik så lyst til at beholde ham og passe på ham. Men jeg vidste godt jeg ikke kunne det, jeg var nødt til at give ham fra mig. Vi så ham en gang mere den aften, og to gange til den næste dag inden vi tog hjem. Vi fik en præst til at komme og velsigne ham. Det føltes godt at få ham velsignet, vi følte at vi gjorde det vi kunne for ham.

Da vi kom hjem føltes alting så tomt. Barnevognen stod fortsat i stuen, og den ville aldrig nogensinde blive brugt til at trille vores lille Lucas rundt. Vi ringede til Svanholm begravelsesbureau næste dag, og der kom en begravelsesagent hjem til os og planlagde begravelsen sammen med os. Inge og Klaus kom samme eftermiddag. Næste dag skulle vi over og se vores søn en sidste gang.

Onsdag var den dag vi så vores lille søn for sidste gang. Vi havde købt tøj til ham, bamser og lavet et lille brev med et billede af os på. Han lå så fint i den lille obduktionskasse, og vi løftede ham forsigtigt op på et tæppe. Der begyndte jeg at give ham tøjet på, Inge hjalp mig, for jeg var så bange for at ham skulle gå i stykker for mig, heldigvis klarede vi at få tøjet på ham, og jeg tog ham op og gav ham det sidste knus jeg kunne give ham. Han blev derefter lagt i kisten, pakket fint ind. Vi lagde alle de ting familien ville have han skulle have med sig. Han så fredelig ud, da han lå der i kisten. Vi kyssede ham en sidste gang inden Martin og agenten lagde låget på kisten.

Torsdag morgen kom præsten og snakkede med os om hvordan begravelsen skulle være. Og kl. 13.30 tog vi over til ceremonirummet. Mine veninder var kommet for at sige farvel til Lucas. Det var en utrolig fin afsked, med taler og salmer. Der var utrolig fine blomster, og jeg læste vores brev op for ham. Da begravelsen var færdig bar Martin kisten ud til graven, det var utrolig hårdt. Han løftede kisten ned i graven og vi kom alle og lagde en rød rose ned til Lucas. Det var hårdt at se Lucas blive lagt ned i graven, og vide at jeg aldrig skulle se ham igen. Jeg havde mest lyst til at tage ham med mig hjem, men det kunne jeg ikke vidste jeg. Vi måtte sige farvel, og jeg var så glad for at jeg gjorde alt jeg kunne for ham, jeg kunne aldrig gøre mere end det.

Lucas vil for altid være i vores hjerter. Det har været et stort tab for os at miste ham, og sorgen vil altid være der, men vi har lært os at leve med den, selvom det er hårdt. Han vil altid være vores førstefødte, og vi er stolte over at have ham til søn.

 

 

 

 

[Sharlis]

Blir så rørt over historien til lille Lucas.

Varm klem:)

[Mone snart3barnsmor]

å, så utrolig trist, sender tårer og varme klemmer til dere!!!

[Tulla84*Julian 15/2-07]

For en utrolig trist historie. Sender deg og din kjære de dypeste sympatier. Du snakker så varmt om din sønn. Du var en fantastisk mor, og jeg krysser fingrene for at du blir det snart igjen!

[konvall]

En sterk historie fra en sterk person. Ønsker dere all mulig lykke videre.

Ord blir fattige i en slik stund... Gjemmer dere i hjertet mitt.

[Anonym bruker]

Det er så sterkt og ubeskrivelig vondt. Jeg vet hvordan det kan føles. Har selv måtte gi slipp på min gutt ved termin, på min datters bursdag. Man vet ikke hvordan man skal finne tilbake til livet på en måte hvor jeg kan leve med at gutten vår døde fra oss...

[Gjest]

Utrolig sterkt å lese dette, fryktelig trist at dere mistet den lille gutten deres! Ønsker dere alt godt!

[Gutter 06 og 09 <3]

Kondolerer på det meste... Varme tanker til dere...

[Anonym bruker]

Gud det var så trist å lese/høre at dere har mistet deres kjære Lucas, jeg fikk så vondt i hjertet mitt og kjente brystet mitt strammet seg... Jeg har ikke mistet en unge på den måten der, men jeg tok ufrivillig abort for 7 år siden, enda så ble jeg helt ødderlagt..

Jeg håper dere er sterke for Lucas skyld..

han venter på dere i himmelen .!

 

Kondolerer med tårer, tårene bare triller nedover mitt kinn..

Varme tanker til dere 2 og klem til deg!!